søndag den 31. maj 2009

Tidløs stil - stilløs tid? - En tur ned af mindernes vej.

Jeg snakkede for et par indlæg siden om, hvor sjovt det er, hvordan ens stil ændrer sig.
Jeg elsker at se udviklingen hos andre - og jeg selv, som har været under en relativt markant udvikling tøjmæssigt - vil nu introducere mig til den yngre, mere vovede Isis.
Desværre har jeg ikke så mange billeder, da den daværende periode var engangskameraernes storhedstid, men jeg vil alligevel prøve at illustrere det bedst muligt.
Jeg ville ønske, jeg havde ordentligt billeder, for de viste er simpelthen ekseptionelt formildede udgaver af, hvordan jeg faktisk så ud.

De søde teenageår
Da jeg var en bette pige, som stadig fik lagt tøj frem af min mor om morgenen, var jeg lidt er et skravl. Temmelig tynd og ranglet - hvorfor min mor mente, at den eneste vej frem var sweaters og gamacher, da jeg åbenbart ikke kunne holde andre former for benklæder oppe. Jeg var ikke én af de seje børn i skolen, når jeg mødte op i zebrastribede gamacher og en Tom&Jerry sweater i grønne og orange toner, men det åbnede op for en temmelig eksperimenterende barn- og ungdom tøjmæssigt.


(Isis 11 år gammel, mens hun prøvede at fremstå normal. - Hey, det er min naturlige hårfarve, apparently!)

Jeg var altid kendt for at gå underligt klædt i folkeskolen. Jeg var en "hippie", skønt jeg hverken gik i batikfarvet tøj eller røg fjolletobak.
- I 7. klasse sprang jeg for alvor ud som alternativ - det var dengang, der ikke var så mange af dem endnu - hvilket foregik med store, akavede mønstre tegnet på mine kinder med sort eyeliner. Jeg kendte intet til goth, FruitS og hvad ved jeg, endnu.
Mit hår var en kikset, falmet rød med sorte striber - og jeg holdt allerede dengang af store blondeskørter og corsager.
Desuden havde jeg en forkærlighed for spidse ruskindsstøvler, stribede strømpebukser og fjerboaer og lavede utallige photoshoots med min veninde. Jeg farvede mit hår hele tiden - der er ikke nogen hårfarver, jeg ikke har haft, og de fleste havde jeg på dette tidspunkt.
Jeg blev senere meget fascineret af Gothic Lolita, men jeg slog aldrig rigtig igennem - og ønskede det heller ikke.
Jeg farvede en overgang mit hår sort. Det var ikke særlig heldigt.

(Isis 14(?) år, i zoo. - Med geder)




(Isis, 14 år med tylskørt.)

Jeg var meget outreret i mit tøj og var deraf meget omtalt. Siden det dér med underligt tøj endnu ikke var så udbredt dengang, var der ufatteligt mange der vendte sig på gaden og stirrede, eller uopfordret kom hen og snakkede med mig.
Jeg havde mange sjove oplevelser med det, for folk virkede langt mere åbne og nysgerrige over for mig dengang, da jeg satte en ære i ikke at fremstå voksen.
Det var langt fra, fordi jeg var ligeglad med hvordan jeg så ud. Jeg brugte flere timer foran spejlet end jeg gør det i dag, og gik meget op i sammensætningen af ting, selvom det ikke så sådan ud.



Resten af mine midt-teenage år spenderede jeg i lag på lag på lag på lag på lag. Jeg havde gerne 6 par strømpebukser på af gangen i forskellige farver og mønstre - alle kunstfærdigt hullerede, så man kunne se samtlige par i gennem.
Jeg gik ofte i tylskørter og alle former for prikkede tøjdele. Jeg var en Converse-pige. Jeg havde altid to forskellige farver Converse på; og blev de for slidte - så fik de en gang gaffatape. Desuden gik jeg altid i kæmpestore skovmandsskjorter og meget lange, ternede nederdele, som jeg fandt i genbrugsbutikker.





Des mere, jeg skriver om det, des mere bliver jeg opmærksom på, hvor meget min fortidens jegs diametrale modsætning, jeg har udviklet mig til.
Jeg var højlydt, sjov og havde en relativt god selvtillid. Jeg gik op i at bevare min fantasi og kreativitet, og jeg var generelt spontan.
I takt med at mit tøj er blevet mindre personligt og mere gadebilledligt, er jeg også blevet en mere alvorlig og eftertænksom person. Jeg hader spontanitet og uplanlagte hændelser og jeg er meget lidt farverig og meget mere trist.
Ikke at jeg sammenkæder mit tøjskifte så meget med min personlighedsudvikling, men det er nu alligevel et spøjst tilfælde.
Nogle gange ville jeg nok give meget, for at være så frisindet og balladeagtig som dengang.





Jeg tegnede altid mig selv op og ned af armene. Og så startede jeg en trend på skolen med pigarmbånd, som hurtigt blev bandlyst af rektor, fordi vi jo kunne bruge dem i kamp. (Yes sir.) - Jeg gik rundt med en kaninbamse i en kæde forbundet til et pighalsbånd, den havde om halsen, og jeg husker, hvor tosset jeg blev, da den blev inddraget.
Jeg har jo altid været en kattepige - men dengang var det lidt ude i ekstremerne. Jeg gik med store sløjfer om halsen - hundehalsbånd med store bjælder i, inspireret af de japanske tegnefilm, som jeg ikke længere kan lide. Og jeg øvede mig i at snakke Japansk. Jeg ved ikke, om det er en vis foragt for mit tidligere jeg og dennes opførsel, der har gjort at jeg i dag er modstander af den meste japanske hype i Danmark.





Nå - men da jeg så startede i gymnasiet, havde min lyst til at skille mig ud - som altid havde været en højtagtet æresag for mig - fortaget sig meget. Jeg havde brug for en ny start, og tænkte at denne nok ikke ville forekomme let, hvis jeg lagde ud med at komme og se usædvanlig ud.
Derfor satte jeg noget af en dæmper på mit tøj. Dette var en spøjs tid for mig, for ligemeget hvor meget, jeg prøvede at ligne alle andre, var det ligesom om, der altid var ét eller andet, der fik mig til at stå uden for. Dette udlignede sig med tiden, og selvom jeg atter blev relativt ligeglad med, hvad folk syntes om mit tøj, blev jeg mere og mere neutral at se på - og nu er jeg så mig. Isis Ronja, med min blog. Engang en lille pige i farverige sweatshirts, senere en teenager med skiftevis angren og mod på livet - og nu en ung dame, der ikke rigtig ved, hvad hun vil og hvordan og hvornår.

Siden dette primært er en tøjblog, vil jeg ikke reflektere for meget over det her, men det er alligevel underligt, hvordan jeg er kommet til at se ud og være, når man så på, hvordan jeg var en gang.



Fra i morgen af skal jeg for alvor i gang med at læse til eksaminer, som jeg har udskudt i ugevis, så jeg satser på lidt færre overspringshandlinger i form af blogopdateringer.

Jeg vil dog lige indskyde, at jeg simpelthen er så glad for at se, at jeg har fået 10 faste læsere. Hurra, hvor er I søde, at I gider komme her og kigge!

Stay tuned!
Isis

2 kommentarer:

  1. Rigtig godt indlæg. Det går mig netop til at tænke på alle de forskellige stilarter jeg har prøvet af - og stadig gør. :)

    SvarSlet
  2. Jeg likte godt at læse det her indlæg. Jeg har også selv gennemgået en sådan forvandling i tøjvejen. Ikke lige så.. drastisk som din, men jeg har også mærket det godt det der. I begyndelsen var jeg vel en sådan fresh bohemepige der gik barbenet og det så ud til jeg skulle blive hippie... men så gik jeg den anden vej og blev veldigt mørk og alvorlig i min stil. Lige nu ved jeg ikke hvordan jeg kan kategoriseres, men jeg er ligefrem fremdeles og til stadighed den samme person. Med den forskel, jeg har lært. Jeg har forandret mig meget i opførsel og væremåde, men jeg holder fast på min passion til kunst, specielt dansekunsten holder jeg hårdt ved.

    Jeg kan godt lide din blog - svært godt. Tror måske jeg skal følge dig ;)
    Check min ud om du gider (er på norsk, er kun halvt dansk, men håber du godt kan lese det selv om!)

    SvarSlet